Urban Lab
Urban Lab er et byudviklingsspil, der gennem brætspillets univers tager fat i centrale faser i byomdannelse.
Mange byer har planer om byomdannelse. Det kan være et gammelt industriområde, et havneområde eller en forsømt gågade. Ambitionerne er typisk at omdanne området til et sted, der summer af byliv og aktiviteter.
I praksis kan det være svært at komme i mål med ambitionerne, og det er baggrunden for Urban Lab-spillet. Spillet gennemgår på en humoristisk måde de mange udfordringer, man står overfor i et byomdannelsesprojekt.
Spillet giver deltagerne rig lejlighed til at diskutere en række spørgsmål, bl.a.:
- Valg af planstrategi, model for borgerinddragelse og strategi for midlertidige projekter.
- Håndtering af utålmodige byrådsmedlemmer.
- Hvad man gør med investorer, der melder sig på banen med et halvdårligt projekt.
- Hvordan man forholder sig til kunstnere, der vil lave borgerinddragelse gennem et svært tilgængeligt kunstprojekt.
Spillet er lavet specifikt til Urban Lab projektet, som havde en udfordring i at formidle den nye viden som var blevet skabt gennem en række udviklingsprojekter på tværs af en række midtjyske kommunerne. Urban Lab tager afsæt i konkrete byomdannelses-projekter i otte deltagende byer i Region Midtjylland: Favrskov Kommune, Herning Kommune, Holstebro Kommune, Horsens Kommune, Randers Kommune, Silkeborg Kommune, Viborg Kommune og Aarhus Kommune.
I et tæt samarbejde med Urban lab udviklede vi spillet gennem vores Co-Creation proces for at sørge for, at værdierne stod tydeligt i spillet og formidlet på en engagerende måde, og indenfor en tidsramme der giver mening for målgruppen..
Kontakt Urban Lab, hvis du er interesseret i at bruge spillet. Typisk står Urban Lab for afviklingen og stiller spilleplader til rådighed. Urban Lab faciliterer også en opsamling, hvor deltagerne diskuterer erfaringerne fra spillet, og hvordan de kan bruges fremadrettet. Dette kan eventuelt suppleres med et oplæg om byomdannelse og byliv.
Tone Lassen hos Urban Lab kan oplyse mere om mulighederne og pris på tlf. 5156 2439 eller tone.lassen@randers.dk
Specifikation
Deltagerantal: 4-8
Spilvarighed: 90-120 min.
Målgruppe: Nyvalgte politikere til Teknik- og Miljøudvalg, Kulturudvalg og Byråd, Planafdelinger, Teknikafdelinger og Kulturafdelinger.
Sprog: Dansk
Skræddersyet version
Hvis du ønsker en pris på at få udviklet jeres eget spil, så kontakt os her.